For mig handler healing om at huske, hvem du var, før du lærte at spænde op, præstere, holde ud, blive usynlig, og måske helt forsvinde; ikke om at blive et nyt menneske.
Inden i dig, lige nu, er du allerede hel og den du er her for at være.
Hvis du har fundet vej hertil, ved noget i dig allerede, at det er tid til en anden form for støtte: én, der både er dybt menneskelig og intellektuelt forankret; både medfølende og præcis; både udforskende og praktisk.
Det er dette rum, jeg tilbyder dig.
Jeg arbejder med somatisk og frekvensbaseret terapeutisk healing og har i årtier støttet mennesker gennem angst, stress, traume, sorg og livsovergange.
Min baggrund forener social- og neurovidenskab med kropsligt funderet terapi og dybt forankrede healing traditioner.
Healing her handler om ro, regulering og sammenhæng – indefra, om at genskabe balance og finde hjem til dig selv.
Det handler om at slippe det, der aldrig var dit at bære til at begynde med (epigenetic), og om at finde tilbage til en mere sammenhængende måde at være i dig selv og dit liv på.
Mit arbejde er funderet i:
“Noget i min krop faldt på plads. Det var dybt og enkelt på samme tid.”
Danmark
“I mit mørkeste øjeblik, i Indien, dukkede Maya op som en engel. Gennem somatik og lydhealing hjalp hun mig til at hele mig selv.”
Indien
“Jeg er mere integreret og fri til at være mig, end jeg nogensinde har følt før.”
New Zealand
“Mayas blotte nærvær skaber et felt af fred, refleksion og dyb tillid.”
Danmark
Der var en tid i mit liv … en oplevelse fra mine tidlige tyvere, som i dag står klart for mig som et billede på den healings vej, jeg vandrer sammen med mennesker der søger min støtte.
Et helt ungt menneske, alene på den anden side af jordkloden.
Jeg kører ad Highway 5 i Californien, et sted mellem San Francisco og Los Angeles. Mil efter mil af intethed.
Jeg finder mig selv pludselig uden kæreste. Uden hjem. Uden arbejde. Knækket af vedvarende stress og mangel på relationær sikkerhedsnet. Alt det velkendte er forsvundet, og jeg er på vej mod en sofa hos en ven — og ind i uvisheden.
En tæt, tung tåge, kaldet Tule-fog, begynder at sænke sig. På få øjeblikke forsvinder sigtbarheden. Verden trækker sig tilbage, indsnævres, opløses. Jeg kan knap se ud over motorhjelmen. Alt udenfor det lille oplyste felt foran bilen er væk. Opslugt af en gråhvid stilhed. Og med tågen kommer frygten.
Ikke som en tanke — men som en kropslig tilstand. Min hals snører sig sammen. Åndedrættet bliver fladt, overfladisk, som gennem et knækket sugerør. Pulsen hamrer i mine ører. Mine hænder er svedige, fastlåst krampagtigt om rattet i et desperat greb.
De ældste, mest overlevelsesstyrede dele af hjernen tager over. Præfrontal cortex – den tænkende hjerne – går offline! Alt snævres ind. Katastrofetanker begynder at køre i ring.
Jeg kan ikke tænke klart! Jeg kan ikke tænke! Kun reagere.
Jeg kryber fremad i næsten stilstand. Fortabt i en verden, der ikke længere findes.
Jeg passerer biler — også lastbiler — der er kørt af vejen, forulykkede fordi de i tågen er kørt ud over rabatten og i de dybe grøfter, der løber flere steder langs I5 eller fordi de er for usikre til at fortsætte. Og et sted i mit indre skriger det, at det samme vil ske for mig. Ville det være bedre bare at køre forsigtigt ud i rabatten og håbe jeg ikke ender i grøften? Bedre at sidde stille der og vente på at blive reddet, hvis det skulle ske?
Jeg har kun lidt vand og ingenting at spise. Jeg ved, at Tule- tåge kan blive hængende i dage – nogen gang uger – uden at lette. Bare hænge og blive tykkere og tykkere. Og den tanke er næsten værre end tågen selv. Og pludselig føles det ikke mere ‘bare’ som en rædselsfuld køretur, men en overlevelses-situation. Den viden lammer. Det føles, som om det aldrig vil ende.
Min krop er spændt som en flitsbue. Blodet trækkes væk fra de højere ræsonnement centre. Jeg mister forbindelsen til tillid — til mig selv — til retning.
En stille, rystende stemme indefra. Ikke fra hovedet. Fra kroppen. Der beder mig om at vende opmærksomheden indad. Til sanserne. Til åndedrættet. Til fornemmelsen af rattet under mine hænder. Lyden af vejen under dækkene. At stole på kroppens dybe, proprioceptive intelligens — den viden, der eksisterer før tanker og ord.
Jeg sænker tempoet yderligere. Bliver langsommere end langsom. Trækker vejret dybere. Lytter. Bliver her. I kroppen. Øjeblik for øjeblik. Mil efter mil. Minut for minut. Jeg kan ikke sige hvor længe … en time eller ti?? Kroppen, indånding, udånding, lyden, her, nu … ikke andet.
Og så sker det igen — indefra. En pludselig, klar fornemmelse. En kropslig viden om, at tågen vil lette. At jeg er ved at være igennem.
Frygten slipper sit greb. Verden begynder at vende tilbage. Lyset. Farverne. Vejen, der igen åbner sig foran mig. Tågen bliver tyndere. Og forsvinder helt. Jeg bliver nærmest spyttet ud i det klareste Californiske solskin.
Hele min krop sukker. Jeg stopper bilen. Må ud! Og så begynder kroppen at gøre det, den altid har vidst hvordan.
Jeg ryster. Ryster og ryster. Pruster, hvæser, og primitive, gutturale lyde river sig løs fra min krop. Jeg hopper … tramper … græder … skriger … griner. En strøm af elektricitet, smeltevand og lava forlader min krop til jeg er helt slap.
Og så … kommer roen, den mentale klarhed, og overblikket.
Mange år senere — i 2013, da mit liv igen faldt fra hinanden — fandt jeg ved et tilfælde denne historie i mine gemmer. Den ræsonnerede dybt med, hvor jeg befandt mig nu igen – ‘lost in the fog without clear direction.’
Jeg har båret den med mig lige siden som en påmindelse om den visdom, der bor i kroppen, når sindet og hjernen er overvældet, og angsten råber højt.
På Highway 5 den dag for længe siden lærte jeg noget vigtigt: “At når hjernen går i alarm, er vejen tilbage ikke gennem mere tænkning, strategier, kontrol og analyse – i stedet for ligger alt hvad vi har brug for i kroppen. Og, at healing begynder med at vende hjem til sanserne.”
Til langsomhed. Til nærvær. Til åndedrættet. Til kroppen.
Jeg har altid været et kropsligt menneske. Jeg ‘ved’ med kroppen, før jeg ‘ved’ med hovedet.
Jeg danser. Svømmer. Sejler kajak. Jeg forstår verden gennem bevægelse, rytme og fornemmelse — og lader så analysen komme efterfølgende.
Af den grund tilbyder jeg dig ikke hurtige løsninger eller mentale strategier.
Hvad jeg har at tilføre dig er et rum, hvor vi sammen lytter dybt til din krop – et traume informeret, hjertecentreret frirum, hvor jeg væver somatiske og yogiske terapiformer sammen med lys- og lyd frekvens, med åndedræt og energetisk healing, med hypnose og yoga nidra. Alt sammen skræddersyet til dig.
For nogle gange er alt, der skal til, et menneske, der går vej med dig gennem og ud af tågen — et menneske, som selv har vandret lidt ‘lost’ rundt og nu kender vejen igennem.
Tag det næste rolige skridt.
Se om dette arbejde er det rette for dig.
Læs mere om sessionerne. Book en første samtale – uden forpligtelse.
Du behøver ikke vide det hele endnu.
Vi bevæger os i det tempo, din krop tillader.
I stedet for at presse forandring frem, skaber vi de betingelser, hvor kroppen selv kan regulere, slippe og finde balance igen.
Somatisk Terapeutisk Healing arbejder direkte med kroppens stress- og overlevelsesmønstre. Frekvens Terapeutisk Healing understøtter systemet på et dybere, cellulært niveau. Der er ingen faste programmer. Ingen krav om at tro på noget bestemt. Ingen pres for at “komme videre”.
Arbejdet er individuelt, relationelt og tilpasset det, der viser sig i nuet. Tempoet følger dit nervesystem – ikke en metode.
Resultatet er ofte ‘ikke dramatisk’, men mærkbart: mere ro, bedre søvn, mental klarhed, bedre kontakt med kroppen og en oplevelse af fornyet overskud og af at være mere hjemme i sig selv.
Som en introvert klient sagde for år tilbage: “Stille, dog STORT!”
Her vægtes parathed og nærvær højere end tempo.
Mange beskriver, at de føler sig set uden at blive presset.
… Mødt uden at skulle forklare alting.
… Støttet uden at blive overtaget.
Jeg arbejder opmærksomt med kropslige signaler, åndedræt, tone, tempo og det, der ligger under ordene. Processen er blid, men præcis. Langsom, når det er nødvendigt. Klar, når der er bevægelse.
Jeg forsøger ikke at ‘fikse’ dig. Og, jeg forlader dig heller ikke, så du føler dig alene i det svære.
Healing i dette rum er ikke dramatisk eller performativ. Den er forløsende. Orienterende. Og den føles som noget, der endelig slipper.
Sammen arbejder vi med at:
Mange beskriver, at de føler sig mere sig selv – ikke euforiske, men jordforbundet; ikke forvandlede, men endelig i overensstemmelse.
Det handler ikke om transcendens. Det handler om at komme hjem.
Du er velkommen her ligesom du er lige nu …. også når du kommer rodet, forvirret, vred og grådkvalt.
Jeg er her med dig.
Maya